top of page

Depression

Der er stor forskel på at have en depression og at følge sig deprimeret

Vi kan alle sammen føle os triste og modløse en gang imellem, og de fleste har nok hørt sig selv eller en anden sige "jeg føler mig lidt deprimeret for tiden" eller omtale noget som værende "deprimerende" Det at døje med en depression er dog noget helt andet.

En depression er en psykisk lidelse, som ikke bare kommer og går fra dag til dag. Den er længerevarende, den farver hele ens perspektiv på sig selv og sit liv, og man kan ikke komme ud af den ved blot at tage sig sammen. Det er ikke noget, man kan gøre for, den er ikke et udtryk for mangel på viljestyrke, og det er ikke et udtryk for et bestemt personlighedstræk.

Det er en psykisk lidelse, som frarøver én al motivation for det, man førhen følte sig motiveret for, og al lyst til det, man førhen forbandt med glæde og tilfredsstillelse.

Hvis ikke man selv har prøvet det, kan det være meget svært at sætte sig ind i, hvordan det føles at døje med depression.

Denne video giver imidlertid et rigtig godt indblik. Måske kan du genkende noget hos dig selv eller hos én du kender?

På trods af, at 1 ud af 5 danskere i løbet af deres liv oplever at døje med en depression, er emnet stadig meget tabubelagt.

Det får desværre den konsekvens, at vi holder det for os selv og går for længe med det, før vi søger hjælp. Som videoen ovenover kommer ind på, risikerer vi dermed at komme ind i en ond cirkel, hvor selvkritikken og skammen over at have det sådan bliver større og større. Depression næres af dette og vokser dermed. 

 

Men med den rette hjælp er det muligt at komme ud af sin depression, og kan du genkende noget eller en del af de oplevelser, der bliver talt om i videoen, er det en god ide at søge hjælp. Du kan evt. starte med at tale med en ven eller et familiemedlem, som så kan hjælpe dig med at tage kontakt til din læge og en psykolog.  

De fleste kan få tilskud til depressionsbehandling hos en psykolog via sygesikringen. Der er dog desværre ofte lange ventetider, men forhør din læge. 

Symptomer på depression

Her en liste med nogle af de mest almindelige symptomer på depression. Afhængig af hvor mange af symptomerne man oplever og afhængig af graden af dem, kan ens depression være af let-, moderat- eller svær grad.

Det er igen vigtigt at huske på, at tilstedeværelsen af symptomerne skal være længereværende (min. 2 uger) og vedvarende før de måske peger i i retning af en depression

  • Tristhed

  • Følelse af håbløshed

  • Stor skyldfølelse/selvbebrejdelse

  • Følelse af værdiløshed 

  • Forøget eller nedsat appetit

  • Søvnløshed eller forøget søvnbehov

  • Energiløshed

  • En følelse af, at hverdagen er uoverskuelig

  • Nedsat sexlyst

  • Generel formindsket interesse og lyst til aktiviteter, man førhen forbandt med glæde

  • Diffuse fysiske smerter

Har du oplevet nogle eller flere af disse symptomer over en længere periode, bør du tage kontakt til din læge og en psykolog, så du kan få den rette hjælp.

bottom of page