Parforhold
Det længerevarende parforhold i dag er under pres.
Samtidig med, at der eksisterer en meget stærk længsel mod tosomheden og trygheden i et længerevarende parforhold taler skilsmissestatistikkerne for sig selv og ordet monogami har udviklet sig i takt med tiden og henviser ikke længere til èn partner livet igennem, men derimod "én partner ad gangen" livet igennem.
Urealistiske forventninger?
Meget tyder på, at det i dag er rigtig svært at få længervarende parforhold til at blive ved med at være meningsfuldt for begge parter at være i. Det skyldes til dels måske, at vi forventer ekstremt meget af, hvad det skal give os at være i et parforhold. Hvor parforholdet (ægteskabet) førhen var en praktisk eller strategisk nødvendig konstellation, er det i dag et sted, hvor vi håber og forventer at finde romantik, glæde, tryghed, intimitet, bekræftelse, begær, venskab, spænding, personlig udvikling, familiefølelse, sjov, alvor, dybde, og en følelse af at blive set og anerkendt af sin partner for lige præcis det, man ønsker at være - og helst det hele på én gang, eller i hvert fald i løbet af én dag.
Som parterapeut Ester Perel beskriver det, så forventer vi i dag, at ét menneske - vores partner skal kunne give os alt det, som et helt landsbysamfund plejede at give os før i tiden.
(se video nederst på siden)
Når vi ikke oplever, at disse forventninger bliver indfriet i tilstrækkelig grad, opstår der en utryghed eller en utilfredshed, som skaber grobund for smerte og konflikter i parforholdet.
Du forelsker dig i den, der er i stand til at såre dig
Mere eller mindre urealistiske forventninger er dog ikke det eneste, der kan føre til smerte og konflikter i sit parforhold.
En udbredt teori om partnervalg peger på, at vi ubevidst forelsker os i de mennesker, som er i stand til følgende:
1) De rummer eller udtrykker noget, man længes efter også selv at rumme og udtrykke, men som vi gennem vores opvækst af forskellige grunde har været nødt til at "sortere fra".
2) Deres særegne måde at være på i intime romantiske relationer gør dem i stand til at såre én på samme måde, som man er blevet såret gennem sin opvækst i relationen til sine omsorgspersoner.
I relationen til sin kæreste som voksen genvinder man altså nogle "tabte" og måske savnede sider af sig selv, men man genoplever også den største smerte fra sin opvækst. Dette skaber den glæde og eufori der kan være særligt i starten, men senere hen også en grundlæggende utryghed, som konflikter opstår i kølvandet af. Enten resulterer de mange konflikter i et dramatisk brud eller også sker der en overdreven tilpasning for at undgå at provokere den andens sår. Konsekvenserne heraf bliver at parforholdet mister sin gnist og langsomt "dør ud".
Selvom det kan virke nedslående, at vi forelsker os i netop de mennesker, som er i stand til at aktivere smerte fra barndommen, indebærer det også et stort potentiale for selvudvikling.
Hvis man som par er interesserede i at undersøge sammenhængen mellem problemerne i forholdet og genaktiveringen af gamle sår, er der mulighed for at opnå en vis grad af "heling" af disse sår i selskab med sin partner. Deraf styrkes parforholdet ligesåvel som én selv.
Hvis du har lyst til at læse mere om ovennævnte teori kan jeg anbefale bogen: "Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte" skrevet af psykolog og parterapeut Jytte Vikkelsøe.
Vil du vide mere?
Så se dette foredrag afholdt af parterapeut Ester Perel. Hun har brugt det meste af sin karriere på at dykke ned i udfordringerne ved det moderne parforhold, og har nogle meget interessante pointer.